Har undervist i klatring i mange år. Mest instruktøruddannelse af træklatreinstruktører via mit firma www.naturundervisning.dk
Men klatring er mere end træklatring. Vi er jo så heldige at der er masser af gode klipper både i Norge og Sverige.
Dette efterår gik turen til Sydsverige, og i det lille naturreservat Hallabäckens Dalgång er der flere gode klatremuligheder.
Stisystemerne ved Hallabäcken er ikke særligt veludviklede, så nogle gange er man nødt til blot at tage den pr kompas gennem terrænnet. Dette kan betyde at man bliver nødt til at forcere terrænforhindringer på vejen mod klatrefelterne.
Nogle af klipperne er granit. Der er noget virkelig dejligt ved at klatre på solvarm granit. Især når kalenderen viser efterårsferie, men solen bare ikke vil give op - og stråler varme i en sådan grad at der er 25 graders varme ved klippen.
Klippestykket her er kort - ca 10 meter og egentligt alt for let til at det giver reel træning, men nogle gange skal man bare nyde klatringen i stedet for at fokusere på ambitioner!
Jeg klatrer næsten altid alene. Det giver en dejlig ro ikke at være afhængig af andre. Jeg sikrer mig selv på vej op ad klippen. Både ved toprebsklatring (som vist her) og ved førstemandsklatring (hvor man sætter sikringerne på vej op). Teknikken er baseret på DdRT-teknikken som er standard klatremetoden for arborister (topkappere), hvilket er mit klatretekniske udgangspunkt. Man kan lave en lignende selvsikring med nogle af de moderne gri-gri-lignende indretninger, men jeg bruger blot en stump reb og en klemknude. Når man har nået et vist færdighedsniveau kan man lave ren magi med en stump reb og en flok klemknuder!
Efter granitklippen havde jeg bestemt mig for at udfordre mig selv med en klatreteknik jeg normalt ikke har været særlig glad for, nemlig klatring på løs sandstensklippe. I modsætning til granitten er sandstenen løs og de velegnende greb vrides meget let af klippen. Man skal virkelig ændre klatreteknik og ikke blot hive sig selv op ved at tage i velegnede greb - for de vrides bare af. I stedet handler det rigtig meget om ben-arbejde, hvor man kiler sig fast til klippen ved at udnytte sprækker og hulrum - og blot bruge armene til støtte. Det er en klatreform der er meget anderledes end hvad jeg er vant til i arboristklatringen.
Jeg har lavet en lille billedserie fra en 15 meters sandstensklippe.
Jeg burde nok have haft hjelm på, for alene rebets bevægelse mod de øverste dele af klippen løsnede konstant større og mindre stenstykker som dryssede ned.
Men det var en rar klatring, omend med en noget anderledes teknik end jeg er vant til.
Klatrede en anden rute med et svært overhæng - hvilket er RIGTIG svært på en sandstensklippe hvor grebene meget let løsnes eller vrides af, men det lykkedes at komme op. Kunne ikke finde en god kameraplacering til overhænget, men placerede i stedet kameraet for oven på klippen.
Vi ses derude!
//Kim Horsevad
Ingen kommentarer:
Send en kommentar